Jobnet sætter bundrekord

Senest opdateret: 3. november 2009 af · Kommenter 

Aldrig før har der været så få ledige job på det offentliges jobportal jobnet.dk. Dermed har det stigende antal ledige færre job at søge.

Jobnet.dk

Jobnet.dk, de offentlige jobcentres jobportal

Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at antallet af ledige job på jobnet aldrig før har været så lave som nu, skriver nyhedsbrevet 3F.
Ifølge tal fra Jobindsats.dk, Arbejdsmarkedsstyrelsens portal med tal om beskæftigelsespolitik m.m., var der i september 2009 dagligt et gennemsnit på 7.800 ledige jobs, hvilket er det laveste antal siden januar 2004.

Til sammenligning kan nævnes, at da krisen begyndte for et år siden, i september 2008, var gennemsnittet næsten dobbelt så højt med over 15.000 ledige job. Inden krisen var tallet på over 22.400 ledige job i gennemsnit.

Lovgivningen skaber problemer
Antallet af ledige stiger fortsat. Og fra august til september måtte over 9.000 flere danskere melde sig i køen af ledige. Det samlede antal ledige er dermed oppe på 113.500.

I følge en lov, som Claus Hjort Frederiksen fik vedtaget, imens antallet af ledige stillinger toppede og antallet af arbejdsledige satte bundrekorder, så skal alle ledige hver uge bekræfte overfor det offentlige at de søger job. Dermed skal 113.500 arbejdsledige mindst en gang om ugen logge sig ind på jobnet.dk, og bekræfte, at de søger job.

Vores medlemmer står i en utrolig svær situation. De presses af lovgivningen til konstant at søge job. Problemet er, at der stort set ikke er nogen ledige job, som vores medlemmer kan søge“, siger lederen af 3F’s A-kasse, Morten Kaspersen.

Indtil i februar 2009 var det også et lovkrav, at alle ledige skulle søge mindst fire job om ugen, for at kunne få udbetalt dagpenge, hvilket resulterede i en lind strøm af useriøse ansøgninger til arbejdsgiverne.

Anmeldelser / Kommentarer

Her kan du skrive en kommentar eller en anmeldelse af artiklen

Hvis du ønsker at få vist dit billede eller jeres logo sammen med kommentaren/anmeldelsen, så anskaf en gravatar!